Brevstemme 2017-10-22T19:17:28+00:00

Nu kan du brevstemme

Du kan brevstemme til kommunalvalget og Regionsrådsvalget frem til 17. november 2017.

Du behøver ikke have en grund til at brevstemme. Alle borgere har ret til at brevstemme i stedet for at møde op på selve valgdagen. Det kan derfor være en nem måde at stemme på, når du har tid.

Hvor og hvornår kan du brevstemme?

Du kan nu brevstemme til kommunalvalget og Regionsrådsvalget 21. november 2017 hos Borgerservice på Dokk1 på havnen i Aarhus C.

Fra mandag den 30. oktober 2017 kan du også brevstemme på Viby, Højbjerg, Risskov, Gellerup og Åby Bibliotek i deres betjente åbningstid. Du kan brevstemme frem til den 17. november 2017 kl. 17.00.

Sådan gør du

Du skal møde op på et sted, hvor man kan brevstemme, og her skal du huske gyldig legitimation, for eksempel pas, kørekort eller det gule sygesikringsbevis. Når du har fremvist legitimation, får du udleveret en stemmeseddel og en kuvert, som du skal lægge stemmesedlen i, når den er udfyldt.

Når du har fået en stemmeseddel, får du vist et sted, hvor du kan udfylde det, uden at nogen kan se, hvad du stemmer. På sedlen kan du enten stemme på et bestemt parti eller en bestemt kandidat.

Når du har udfyldt stemmesedlen, skal du lægge den i kuverten, du har fået udleveret sammen med stemmesedlen. Herefter skal du udfylde et følgebrev og underskrive det, mens en stemmemodtager ser på. Stemmemodtageren skal herefter skrive under på, at alt er gået rigtigt til.

Til sidst lægger du konvolutten med stemmesedlen i en større kuvert, hvorpå dit navn, fødselsdato og bopæl bliver angivet. Stemmemodtagren sørger for at sende brevstemmen til din bopælskommune.

Du kan læse mere om at brevstemme her (https://www.aarhus.dk/da/politik/Valg/Brevstemmer.aspx)